Jeg har ofte ledt efter mig selv, ovre i den anden. Jeg har søgt det mod jeg manglede i min partner. Jeg har manglet håb og blev vred over at min partner ikke troede på os. Jeg har grædt og råbt fordi min partner ikke ville stå model til mine udbrud og uretfærdigheder.
Når jeg har følt mig svigtet af min partner, har jeg svigtet mig selv lang tid forinden. Af frygt for at blive forladt, viste jeg ikke hvem jeg er eller hvad jeg ønskede. Jeg viste kun det jeg vidste min partner ville acceptere. Jeg viste halvdelen af mig. Jeg levede halvt. Jeg svigtede mig selv og svigtede ham. Mit indre svigt tappede mine kræfter, drænede min livskraft. Gjorde mig bitter og svag. Jeg har været på retreat og kurser og læst bøger i håbet om at finde fred, finde mening, finde styrke, finde kærlighed. Det var først da jeg så dybt nok ned i min barndomssår at jeg fandt ud af hvad jeg ledte efter. Jeg ledte efter alt det mine sår skjulte.
Et af Buddhismens symboler, lotusblomsten, symboliserer vores kamp for at finde vej i mudderet, strække os mod overfladen og folde os ud i solens stråler. Før jeg afslørede mine sår var jeg kun rødder i mudderet, som ledte langs søens bund efter mening og jeg fandt kun mørke. Med viden om mine sår forstår jeg hvem jeg er, og at mudderet er godt, for det er mit fundament.
Mit fundament er lige så mudret og mørkt og fuld af skam og såringer, som alle andres. Ved at indse dette kan jeg endelig strække mig mod solen og folde mine farverige lotusblade ud. Jeg ved hvad jeg kommer af og jeg ved, at jeg er så meget mere end mudderet jeg står i.