Som barn har jeg boet mange steder. Men fra jeg var 10-16 boede jeg i Sønderjylland, ude på landet, i noget der hedder Søgårdsmark. Der gik jeg ture over markerne. Og trænede at fare vild og finde hjem. Jeg pakkede en madpakke og saftevand og så gik jeg. Jeg havde luffer med. Dem skulle jeg bruge til at tjekke om der var stød i de hegn jeg skulle forcere. Vi oplevede noget meget tragisk i de første år vi boede der og det er nok grunden til at jeg begyndte at gå mine ture, hver weekend, hvis vi ikke skulle noget. Min måde at orientere mig på var at spejde efter menneskeskabte ting. Først huse og gårde – så gik jeg i modsat retning, så elmaster og veje. Og jeg gik modsat. Målet var at fare vild. Til sidst var jeg så langt væk fra civilisationen, at eventyret kunne begynde. At gå der, uden at vide hvor jeg var eller hvor lang tid det ville tage at finde hjem. Der forsvandt jeg i timer. Som Ronja Røverdatter. Markerne var magiske. Bakkerne, skovene, køerne, haren, fuglene. At finde en lille beplantning inde midt på marken, ofte et lille vandhul fuld af buske omkring, det var lykken. Så kravlede jeg derind og rodede rundt i bunkerne fra dyrene og fandt kranier og mærkelige sten. Satte mig op ad et lille vindblæst træ og spiste mine syltetøjsmadder og drak min saftevand. Og var alene. Helt alene. Og lykkelig.
Jeg har tænkt meget over, hvad det var jeg fandt derude. Målet var at fare vild. Finde kranier, være alene. Jeg bearbejdede min lillebrors død derude og fandt mit lys. Min mor fødte en lille dreng da jeg var 11 år. Han døde 4 dage gammel af en hjertefejl. Og jeg så ham i kuvøsen, så ham død i kisten. Og husker hele den tid som en mørk, dyster tid, hvor jeg var overladt til mig selv. Min mor forsvandt i sorg og i at passe min anden lillebror på 1,5år. Min stedfar forsvandt i arbejde og sov weekender væk. Han skældte ud og høstede anerkendelse ved at fortælle historier om os andre. Hjemmet var blevet et mørkt sted, som ikke støttede mit indre lys. Jeg fandt lyset derude over markerne.
Jeg har mange indre børn. Nogle af dem er forladte børn som jeg svigtede fordi det de husker er for smertefuldt for mig at mindes, andre er lysbørn, som viser mig vej til mit indre lys. Dette var en historie om et af lysbørnene.