Jeg havde en kæreste igennem mange år og vi dannede familie, havde et hus og fælles børn. Efter mange år sammen levede vi parallelle liv. Vi var sammen om hus og børn, men ikke sammen om alt det der foregik i vores indre. Vi var ikke længere nysgerrige på hinanden og jeg gik og ventede på ham. Ventede på at han skulle vågne til mig og os, uden at vide at jeg selv sov. Nu skriver jeg bare hvordan det var på min side – velvidende at vi var to om at leve den virkelighed vi oplevede og at han, helt sikkert oplevede den anderledes end mig. At skrive om skilsmissen er, for mig, en mulighed for at fortælle om hvordan utroskab kan være en åbning til nye muligheder i et parforhold, og om hvordan det i vores tilfælde ikke åbnede, men ødelagde vores forhold.
Jeg opdagede, hans utroskab, ved et tilfældigt. En morgen, åbnede en computer, aftenens Messenger samtale stod stadig åben, øjnene læste hans svar, hendes svar og langsomt forstod jeg noget…
Væggene samlede sig om mig, gulv og loft skiftede plads, smerten i mit indre skabte en panik så stor, at jeg troede jeg skulle dø. For mig var det voldsomt, et chok. Og mit nervesystem tillod ikke andet, end konfrontation. Han indrømmede og forstod ikke min smerte, for en flirt, et kys, en yngre kvinde, kunne i hans øjne ikke hamle op med vores faste liv, hus og børn. Så det var uskyldigt i hans øjne. Men min verden var vendt på hovedet og der skulle findes en ny orden.
Min indre proces tog nok ca 1,5 år. Det første halve år skreg jeg min smerte ud på løbeture, mediterede mig ind i dødsoplevelser hvor jeg blev spist af hajer eller slog andre (hende, ham, mig selv) ihjel. Til tider virkede døden som den eneste udvej. Men fuck hvor livets puls pulserede i mig. Mit indre skreg (og det gjorde jeg også, på løbeture og ved havet), men jeg var vågen på en måde jeg aldrig havde været det før. Jeg vekslede imellem dyb depression og lysende intensitet. Jeg var i kontakt med mine sår og derigennem pulserede livet. Jeg begyndte dér min rejse ind i at forstå hvad Bliss er, hvad libido er, hvordan en potent livsgnist føles i mit indre.
Det tog mig mange år at forstå hvilken rejse der blev initieret dér. En dør blev åbnet og jeg blev kastet igennem den.
Døren var åben, i mig og i vores forhold. Pludselig havde vi dybe snakke. Han lyttede. Jeg lyttede. Han var nysgerrig. Jeg var nysgerrig. Vi levede ikke længere parallelle liv. Vi var sammen om mere end hus og børn. Det var hårdt, men det var levende! Set i bakspejlet var vi blevet inviteret op til dans, og vi dansede. Men desværre kun de første to år efter affæren. Langsomt mistede vi Bliss igen. Langsomt forsvandt intensiteten, nysgerrigheden og lytningen. Vi blev igen parallelle og jeg ventede igen. Jeg sov igen. Han sov igen.
Vi formåede ikke at blive på bølgen, blive i Bliss, blive i intensiteten, nysgerrigheden og lytningen. Og derfor blev vi skilt nogle år senere.
Alt for mange par oplever kriser, dødsfald og utroskab, uden at vide hvilke muligheder der er i disse kriser, og tror alt for ofte at livet bliver nemmere hver for sig. Og ja, det bliver måske nemmere, men hvis vi tør, så kan vi overgive os til at livet ikke skal være nemt og at smerte ikke er en fejl.
Tiden efter utroskaben var en smertefuld tid. Ja, det gjorde ondt. Men jeg mindes denne tid med ærefrygt. Utroskaben var en læringsport. En port til udvikling og visdom, som vi ikke formåede at træde igennem. Vi dyppede kun lige tæerne og så trak vi fødderne til os.
I dag arbejder jeg med par fordi jeg har en brændende passion for at støtte dem igennem døren, så de tør, helhjertet at arbejde sig igennem smerten og vokse med den. Der venter en hel ny verden på den anden side af den dør, som nogle kastes igennem og andre selv må åbne. Uanset om du er kastet eller du længes, så er ”…parterapien hurtigtoget til selvudvikling” citat Jytte Vikkelsøe Og dermed hurtigtoget til døren, til mening og til det parforhold du drømmer om.